"Den første"
Da major Dorte Vennits-Hammer sidste år gik på pension i FPS efter næsten 39 år i Forsvarsministeriets koncern, kunne hun se tilbage på en karriere, hvor det i starten skortede på kvindelige soldaterkammerater. Læs Dortes historie her.
20. februar, 2017 - Kl. 15.30
[Oprindeligt publiceret af Forsvarsministeriets Personalestyrelse]
Dorte Vennits-Hammer startede på Kamptroppernes Sergentskole i Sønderborg i 1977 med et klart mål: Hun ville være officer. Med en far, der var officer, og en opvækst med udenlandske adresser i FN-regi, havde hun fået smag for det helt særlige ved at arbejde i Forsvaret:
”I starten syntes mine forældre egentlig ikke, at Forsvaret var ”et sted for piger”. Men de støttede mig hele vejen, og min far lagde ikke skjul på, at han var stolt”, fortæller Dorte.
Første kvindelige trænofficer, MP-uddannede officer og faneløjtnant
I netop det år – 1977 – optog Kamptroppernes Sergentskole for første gang kvindelige kadetaspiranter som forsøgsordning:
”Vi var fem kvinder, der sammen med ca. 80 mænd mødte på Sønderborg Kaserne i ’Studenterkompagniet’. Uanset om man ville have opmærksomhed eller ej, så fik man den”, siger Dorte.
”Journalister interviewede og fotograferede os fem piger, så vi fra starten kom i fokus. Det var faktisk lidt irriterende. Og det syntes vores mandlige kolleger også.”
Opmærksomhed var der også nogle år senere på Hærens Officersskole og på den efterfølgende militærpolitiuddannelse ved Forsyningstropperne. Som eneste pige i klassen var Dorte kendt blandt alle lærere, inden hun startede.
Efter udnævnelse til sekondløjtnant fortsatte hun karrieren ved Sjællandske Trænregiment. Her blev hun den første kvindelige trænofficer og delingsfører og i 1983 blev hun som den første kvindelige militærpoliti-uddannede officer befalet til at gøre tjeneste ved militærpolitiet som kommandoofficer. Et par år senere blev hun den første kvindelige faneløjtnant, da regimentet skulle have ny fane.
Kun én episode stikker ud
På spørgsmålet om hun på noget tidspunkt har følt sig forskelsbehandlet, fordi hun har været kvinde, er der en enkelt episode, der stikker ud:
”Jeg havde en chef af ’den gamle skole’. Han ville bl.a. ikke have mig med på afhøringsøvelser, som jeg ellers var uddannet til og i øvrigt selv havde været igennem. Stod det til ham, skulle jeg bare blive siddende på mit kontor. Men mine mandlige militærpoliti-kolleger var fantastiske og sørgede for, at jeg kom med ud på de forskellige militærpolitiopgaver. Jeg har heldigvis sjældent oplevet, at respekt, kammeratskab og korpsånd har været kønsbestemt”, siger Dorte.
ISAF var det største
At være den første kvinde på så mange funktioner har været en sjov del af karrieren, men absolut ikke det største. Den plads går til udsendelsen til Afghanistan i 2008:
”Alt hvad der tiltrak mig ved Forsvaret, var her samlet på ét sted – opgaverne, kammeratskabet og ikke mindst at arbejde sammen med militærfolk fra 37 forskellige nationer. ”Det kan godt ærgre mig lidt, at jeg ikke fik mulighed for flere udsendelser”, siger Dorte, der den 31. maj 2016 fratrådte sin stilling som sikkerhedsofficer i Forsvarsministeriets Personalestyrelse og sagde farvel til livet i den grønne trøje.
”Der er sket mange store forandringer i det forsvar, jeg i sin tid blev ansat i og ikke mindst ved Personalestyrelsen de seneste år, så det var nok det rigtige for mig at stoppe. Men jeg elsker mit arbejde og mine kolleger, som jeg respekterer højt for hele tiden loyalt at klø på. Alt i alt slutter jeg virkelig glad. Og det er jo fantastisk”.
Dorte Vennits-Hammer startede på Kamptroppernes Sergentskole i Sønderborg i 1977 med et klart mål: Hun ville være officer. Med en far, der var officer, og en opvækst med udenlandske adresser i FN-regi, havde hun fået smag for det helt særlige ved at arbejde i Forsvaret:
”I starten syntes mine forældre egentlig ikke, at Forsvaret var ”et sted for piger”. Men de støttede mig hele vejen, og min far lagde ikke skjul på, at han var stolt”, fortæller Dorte.
Første kvindelige trænofficer, MP-uddannede officer og faneløjtnant
I netop det år – 1977 – optog Kamptroppernes Sergentskole for første gang kvindelige kadetaspiranter som forsøgsordning:
”Vi var fem kvinder, der sammen med ca. 80 mænd mødte på Sønderborg Kaserne i ’Studenterkompagniet’. Uanset om man ville have opmærksomhed eller ej, så fik man den”, siger Dorte.
”Journalister interviewede og fotograferede os fem piger, så vi fra starten kom i fokus. Det var faktisk lidt irriterende. Og det syntes vores mandlige kolleger også.”
Opmærksomhed var der også nogle år senere på Hærens Officersskole og på den efterfølgende militærpolitiuddannelse ved Forsyningstropperne. Som eneste pige i klassen var Dorte kendt blandt alle lærere, inden hun startede.
Efter udnævnelse til sekondløjtnant fortsatte hun karrieren ved Sjællandske Trænregiment. Her blev hun den første kvindelige trænofficer og delingsfører og i 1983 blev hun som den første kvindelige militærpoliti-uddannede officer befalet til at gøre tjeneste ved militærpolitiet som kommandoofficer. Et par år senere blev hun den første kvindelige faneløjtnant, da regimentet skulle have ny fane.
Kun én episode stikker ud
På spørgsmålet om hun på noget tidspunkt har følt sig forskelsbehandlet, fordi hun har været kvinde, er der en enkelt episode, der stikker ud:
”Jeg havde en chef af ’den gamle skole’. Han ville bl.a. ikke have mig med på afhøringsøvelser, som jeg ellers var uddannet til og i øvrigt selv havde været igennem. Stod det til ham, skulle jeg bare blive siddende på mit kontor. Men mine mandlige militærpoliti-kolleger var fantastiske og sørgede for, at jeg kom med ud på de forskellige militærpolitiopgaver. Jeg har heldigvis sjældent oplevet, at respekt, kammeratskab og korpsånd har været kønsbestemt”, siger Dorte.
ISAF var det største
At være den første kvinde på så mange funktioner har været en sjov del af karrieren, men absolut ikke det største. Den plads går til udsendelsen til Afghanistan i 2008:
”Alt hvad der tiltrak mig ved Forsvaret, var her samlet på ét sted – opgaverne, kammeratskabet og ikke mindst at arbejde sammen med militærfolk fra 37 forskellige nationer. ”Det kan godt ærgre mig lidt, at jeg ikke fik mulighed for flere udsendelser”, siger Dorte, der den 31. maj 2016 fratrådte sin stilling som sikkerhedsofficer i Forsvarsministeriets Personalestyrelse og sagde farvel til livet i den grønne trøje.
”Der er sket mange store forandringer i det forsvar, jeg i sin tid blev ansat i og ikke mindst ved Personalestyrelsen de seneste år, så det var nok det rigtige for mig at stoppe. Men jeg elsker mit arbejde og mine kolleger, som jeg respekterer højt for hele tiden loyalt at klø på. Alt i alt slutter jeg virkelig glad. Og det er jo fantastisk”.