Mere om FPS
Med kompetent og relevant HR er vi med til at gøre forsvaret til en attraktiv arbejdsplads
Kort og godt om FPS' strategi
FPS er sammen med resten af ministerområdet sat i verden for at bidrage til Danmarks sikkerhed, interesser og borgernes tryghed, og det gør vi ved at understøtte soldaterne, veteranerne, lederne, myndighederne og alle vores kollegaer. Vi er et hold, som arbejder for samme mission. Vi er altså en del af noget større.
Vi har det overordnede ansvar for den løbende HR-drift for hele koncernen, ligesom vi understøtter veteraner og deres pårørende. Samtidig er vi ansvarlige for den strategiske HR-udvikling på ministerområdet.
Vores løfte er, at vi med kompetent og relevant HR er med til at gøre forsvaret til en attraktiv arbejdsplads. Vores løfte er det vi skal gøre, for at leve op til vores ansvar som en støttende styrelse. Vi gør os umage for at holde vores løfte - både i dag og i fremtiden. Vores løfte er også vores brand - det vi gerne vil være kendt for.
Vores strategi illustreres i strategihuset nedenfor.
MISSION Missionen formulerer vores eksistensberettigelse - altså det overordnede "hvorfor". Forsvarsministeriet har en fælles mission: "Sammen arbejder vi for Danmarks sikkerhed, interesser og borgernes tryghed". FPS bidrager - som resten af ministerområdet - til Danmarks sikkerhed og borgernes tryghed. Dét skal vi huske i vores hverdag - og derfor er vores mission den samme som Forsvarsministeriets mission.
LØFTE Vores løfte er "det vi lover at gøre" for at bidrage til missionen - det overordnede "hvordan". Kompetent og relevant HR er vores kerneydelse, som består af mange fagligheder og målet er at skabe attraktive arbejdspladser - både i dag og på langt sigt. At være med til at passe på veteraner og deres pårørende er en del af at være en attraktiv arbejdsplads, ligesom det at være en attraktiv arbejdsplads er en forudsætning for, at vi kan tiltrække og tilknytte de rette kompetencer i rette tid.
STRATEGISKE PEJLEMÆRKER De strategiske pejlemærker er de temaer, vi vil fokusere på for at leve op til løftet og den overordnede mission. Disse områder er således det overordnede "hvad" - altså hvad vi konkret vil gøre for at realisere målet om at yde kompetent og relevant HR og bidrage til at skabe attraktive arbejdspladser.
Vores pejlemærker skal omsættes til konkrete indsatser. Derfor skal der i alle centre, sektioner og teams være en løbende dialog og konkretisering, som sikrer, at vi samlet set går i retning af vores løfte og mission. Ikke alle pejlemærker er lige relevante for alle centre, men alle i FPS skal kunne se, hvordan de konkret kan bidrage til ét eller flere af pejlemærkerne - og pejlemærkerne skal kunne genfindes i nogle af aktiviteterne i den årlige mål- og resultatplan samt de årlige udviklingssamtaler med centrene.
VÆRDIER Vores værdier er rettesnoren for, hvordan vi løser vores opgaver og bedst sætter vores HR-faglighed i spil til gavn for ministerområdet. Vores værdier handler om, hvordan vi samarbejder med hinanden, og hvordan vi møder vores omverden. Værdierne er vores kompas for vores måde at være på.
IMPLEMENTERING OG TILTAG Vores strategiske indsatsområder sætter retning for, hvilke tiltag der iværksættes i FPS og i Veterancentret. De konkrete tiltag, som omsætter strategien, findes i FPS mål- og resultatplan med departementet, udviklingsaftalen med Veterancenteret samt i de 1-årige fokusområder, som direktionen drøfter med de faglige centre til centerudviklingssamtalerne.