Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Værnepligtsafprøvning i Grønland - nu i fire byer

Indholdsområde

 
 
Grønland
Foto: Louise Rams 

Værnepligtsafprøvning i Grønland - nu i fire byer 

For første gang kan unge mænd og kvinder blive afprøvet til værnepligtsuddannelsen i fire byer i Grønland. Det sker, når Forsvaret inviterer til afprøvning ultimo oktober-primo november.

18-10-2019 - kl. 14:09

For første gang kommer Forsvaret til fire byer i Grønland for at afprøve unge mænd og kvinder, som er interesserede i at tage en værnepligtsuddannelse i Danmark. Det sker sideløbende med, at Forsvaret er med på Uddannelseskaravanen i Grønland til oktober/november. Man kan møde Forsvaret i Aasiaat den 24.-25. oktober, Sisimiut den 27.-28. oktober, Nuuk den 1.-2. november og Qaqortoq den 6. november 2019. De unge mænd og kvinder kan frivilligt blive afprøvet med henblik på at gennemføre værnepligtsuddannelsen ved Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet eller Beredskabsstyrelsen i Danmark.

Om afprøvningen i Grønland udtaler forsvarsminister Trine Bramsen:

”Det er mit ansvar som forsvarsminister at sikre, at Forsvaret er bedst muligt rustet til fremtidens udfordringer i og omkring Grønland. At vi i år udvider afprøvningen i Grønland til fire byer, er et vigtigt skridt i den retning. Til alle grønlandske unge, der overvejer at deltage i efterårets værnepligtsafprøvning i Grønland, vil jeg derfor sige: Vi får hårdt brug for jer. I er en vigtig del af det fremtidige samarbejde om Forsvarets tilstedeværelse i Grønland og varetagelsen af hele Rigets sikkerhed.”

Bliv afprøvet og indgå aftale om værnepligt på dagen
Kaptajn Dennis Rasmussen, som er ansvarlig for afprøvningen i Grønland, fortæller:

”Hvis man bor i Grønland og har et ønske om at aftjene værnepligt, så bliver den proces meget lettere, når vi nu kommer ud til fire byer i Grønland og gennemfører afprøvning til værnepligtsuddannelsen. Her kan man på dagen få afgjort, om man er egnet eller begrænset egnet til værnepligten. Er man det, vil der med det samme være mulighed for at indgå en aftale om at gennemføre værnepligtsuddannelsen i Danmark.”

”Vi har forsøgt at gøre det så nemt som muligt for de unge at blive afprøvet til værnepligtsuddannelsen. Det eneste, man skal gøre, er at møde op i de fire byer, hvor vores hold står klar. Afprøvningen består af en intelligenstest, lægeundersøgelse og vejledning og tager ca. halvanden time,” fortæller Dennis.

En udvikling af sidste års succes
Sidste år kom Forsvaret for første gang nogensinde til Grønland for at afholde afprøvning til værnepligtsuddannelsen – og dette års udvidelse er et udtryk for den store interesse, som de grønlandske mænd og kvinder viste for værnepligten:

”Interessen for at blive afprøvet til værnepligtsuddannelsen sidste år var overvældende og der mødte langt flere op, end vi havde forventet. Vi underskrev aftaler om værnepligt i Hæren, Søværnet og Beredskabsstyrelsen med 22 personer – vi håber, at interessen er lige så stor i år,” fortæller Dennis.

Mød Nuka, som har været værnepligtig
En af de grønlændere, som har valgt at aftjene værnepligten er Nukappiaaluk, også kaldet Nuka. Han var fire måneder i Søværnet, hvor han blandt andet fik mulighed for at sejle i farvandene ved Grønland. Nuka er nu konstabel i Søværnet.

”Det bedste ved værnepligten er, at man udfordrer sig selv, og lærer rigtig mange ting fx førstehjælp og søredning. Og så er man ude i naturen på vandet, og det kan jeg rigtig godt lide. Jeg ville ønske, jeg kunne være værnepligtig igen!”, siger Nuka.

Nuka vil være med på Uddannelseskaravanen i Sisimiut, Nuuk og Qaqortoq, når Forsvaret afholder afprøvning, og kan besvare spørgsmål og forklare de interesserede, hvad man kan forvente af værnepligten og de oplevelser, som man får.

Kontakt og besøg
Medier er velkomne til at deltage på dagene, ligesom der vil være mulighed for at lave optagelser efter forudgående aftale. Dennis og (Søren i Aasiaat) stiller også gerne op til interview.

Du kan kontakte Dennis Rasmussen for at aftale nærmere eller for yderligere information om afprøvningen i Grønland.

Afprøvning i Aasiatt den 24.-25. oktober, Sisimiut den 27.-28. oktober, Nuuk d. 1.-2. november og Qaqortoq d 6. november 2019.

  • Alle mænd og kvinder der er fyldt 18 år kan møde op og blive afprøvet til værnepligtsuddannelsen.
  • Sted: Det lokale hospital. Der vil være synlige skilte med vejvisning.
  • Afprøvningen vil foregå ligesom til Forsvarets Dag (det tidligere session) i Danmark – dog uden lodtrækning.
  • Der er åbent hver dag fra kl. 10 – 19. Tidsbestilling er ikke nødvendig.
  • Afprøvningen tager ca. 90 min. og består af en intelligenstest, lægeundersøgelse og vejledning.
  • Efter afprøvning vil der være mulighed for at melde sig til en række værnepligtsuddannelser i de Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet samt Beredskabsstyrelsen i Danmark.
  • Læs mere om afprøvning i Grønland på www.forsvaret.dk/grønland.


Fakta: Om værnepligt

  • Hvert år gennemfører Forsvaret ca. 40.000 sessionsbehandlinger til Forsvarets Dag i Danmark, hvoraf ca. 2.000 er kvinder.
  • Næsten 100 % af de værnepligtige er frivillige
  • Årligt gennemfører ca. 4.600 værnepligtsuddannelsen i Forsvaret, hvoraf knap 22 procent i 2019 er kvinder.
  • Læs mere om værnepligt på www.værnepligt.dk.


Forsvarsforliget 2018-2023 om værnepligtsafprøvning i Grønland:

I Forsvarsforliget 2018-2023 fremgår det, at ”Værnepligtsafprøvning for frivillige gennemføres i Grønland” (s. 11). Læs hele forliget her.

Kontakt:
Dennis Rasmussen, kaptajn, ansvarlig for afprøvning til værnepligtsuddannelsen i Grønland (for aftaler om interview, besøg m.m. på dagene): +45 3266 5606 / FPS-VR-RSFR1@mil.dk

Søren Olesen, kaptajn, ansvarlig for afprøvningen i Aasiaat: +45 3266 5350 /
FPS-VR-RSA01

FPS’ pressetelefon (for al øvrig information): +45 3266 5090 / FPS-LE-KOM1@mil.dk