Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Ministerområdets nye karrieresite: Alt om karriere - ét sted

Indholdsområde

 
 
Det nye karrieresite
 

Ministerområdets nye karrieresite: Alt om karriere - ét sted 

Søg et job, vælg en uddannelse eller få inspiration til dit videre karriereforløb: det nye karrieresite samler alt om job, uddannelse og karriereveje på en enkel og overskuelig måde og er et værktøj til både nuværende og kommende medarbejdere.

21-09-2018 - kl. 12:00
I august blev ministerområdets nye karrieresite lanceret på www.forsvaret.dk/karriere. Det nye site samler alle tilgængelige informationer om karriereveje, job, uddannelse, værnepligt, erhvervspraktik og elevpladser på en nem og overskuelig måde. Sitet henvender sig både til nuværende ansatte samt job- og uddannelsessøgende og skal være med til at understøtte Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og de øvrige styrelser i at fastholde og rekruttere medarbejdere.

”Med det nye karrieresite har vi fået en moderne platform, der skal bidrage til at fastholde og rekruttere kompetente mænd og kvinder. Karrieresitet viser os som en attraktiv, moderne og traditionsrig arbejdsplads med spændende og helt særlige opgaver”, siger Laila Reenberg, direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS).

En håndsrækning til vores medarbejdere
Også forsvarschef Bjørn Bisserup er glad for det nye site, som giver et unikt indblik i de karrieremuligheder, som Forsvaret tilbyder:

”Karrieresitet er en håndsrækning til vores medarbejdere, som i længere tid har efterspurgt et overblik over karrieremulighederne i Forsvaret. Det nye site samler alle Forsvarets uddannelses- og jobmuligheder på ét og samme sted – og giver både nye og nuværende ansatte et unikt indblik i alle de muligheder, en karriere i Forsvaret rummer. En karriere i Forsvaret er ikke kun et job, men en identitet og nogle værdier som følger én hele livet,” udtaler han.

Et nemt overblik og en stærk, visuel oplevelse
Karrieresitet hjælper dig med at træffe beslutninger om din karriere både som nuværende og kommende medarbejder i Forsvaret. Det fortæller Martin Krusbæk fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse og projektleder på projektet:

”Det nye site gør det enkelt at finde mulige karriereveje indenfor ministerområdet og danne sig et overblik over – og filtrere i – Forsvarets mere end 40 uddannelser. Vi har fokuseret på at skabe en let navigation og enkel brugerrejse, så du hurtigt kan se hvilke krav, der stilles til dig, og hvad uddannelse og arbejdsliv i Forsvaret byder på.

Desuden har vi arbejdet på at skabe et stærkt, visuelt univers. Vi har brugt masser af video og billeder, som bringer brugeren tættere på oplevelsen af Forsvaret, og som inspirerer til at gå på opdagelse i de forskellige karrieremuligheder.”

Nyt redskab: Hvilken vej skal din karriere gå?
Et helt nyt redskab på karrieresitet er funktionen ”Karriereveje”. Med redskabet kan du blive inspireret til din vej gennem en militær karriere og se dine muligheder for at avancere fra dit nuværende funktionsniveau. På hvert funktionsniveau er der beskrevet vilkår for at kunne udnævnes i en stilling på højere niveau.

Redskabet er naturligvis ikke fuldt dækkende, da en karrierevej i Forsvaret kan forme sig på mange måder, som ikke er beskrevet, men det giver en god indikation på dine karrieremuligheder inden for både den nære fremtid og med et længere tidsperspektiv.

Plads til løbende justeringer
Forsvarsministeriets Personalestyrelse er overordnet ansvarlig for det nye karrieresite. Udviklingen og designet af sitet er foregået med bred deltagelse fra bl.a. værnsstabene og Forsvarsakademiet. Platformen vil løbende blive videreudviklet i takt med, at der skabes brugererfaring, nye behov opstår, nye uddannelser kommer til, og kampagner lanceres.


Fakta: Det kan du bruge karrieresitet til
  • Jobsøgning: Find og søg ledige stillinger.
  • Uddannelse og elevpladser: Læs om og søg om optagelse på Forsvarets Uddannelser.
  • Karrierevej: Vil du gerne avancere, specialisere dig eller prøve noget nyt? Se dine muligheder og bliv inspireret til dit personlige karriereforløb via Karrieresitet.
  • Værnepligt og erhvervspraktik: Få svar på alle dine spørgsmål om dit forløb i Forsvaret.