Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Fuldt hus til National inspirationsdag: Unge kvinder indtog Forsvaret

Indholdsområde

 
 
National inspirationsdag for kvinder
 

Fuldt hus til National inspirationsdag: Unge kvinder indtog Forsvaret 

Interessen for Forsvaret blandt unge kvinder er stor - der var fuldt hus på rekrutteringscentrene, da der i uge 19 blev afholdt National inspirationsdag for kvinder.

20-05-2019 - kl. 15:00

ForhindringsbaneI uge 19 blev der afholdt National inspirationsdag for kvinder på landets fem rekrutteringscentre. Der var fuldt hus på alle centre, og knap 300 unge kvinder fik mulighed for at være værnepligtig for en dag og få en forsmag på livet som soldat. 

FPS arrangerer inspirationsdagene som en del af rekrutteringsarbejdet til Forsvarets uddannelser og job. Formålet med de nationale inspirationsdage er at øge kvindernes kendskab til værnepligten og Forsvaret, så de på sigt vil søge en uddannelse og et job i Forsvaret – og det store fremmøde til dagene viser, at der bestemt er en interesse for Forsvaret blandt de unge kvinder.

Udover at få en introduktion til Forsvaret, værnepligten og de forskellige uddannelser ved de tre værn og Beredskabsstyrelsen, fik de unge kvinder lov til selv at prøve kræfter med det militære univers. De blev iført uniform og sløring og lærte blandt andet at gå march, holde et skydevåben og prøve en feltforhindringsbane. Endelig fik de også stiftet bekendtskab med Forsvarets fysiske test – og frokosten stod naturligvis på feltrationer.

Billederne her er fra inspirationsdagen på Høvelte kaserne. Nederst kan du møde tre unge kvinder, som fortæller, hvorfor de mødte op til inspirationsdag i Forsvaret. 

Frokost med feltrationer

Fakta: National inspirationsdag for kvinder

  • National inspirationsdag for kvinder afholdes to gange årligt på landets fem rekrutteringscentre. Derudover afholdes løbende lokale inspirationsdage for kvinder.
  • I uge 19 blev årets første Nationale inspirationsdag afholdt. Næste gang er i uge 44.
  • Der er knap 300 pladser på inspirationsdagene. De var alle booket i uge 19.
  • I 2018 var der cirka 17 % kvindelige værnepligtige. Målet er, at det tal stiger til 20 % i 2019.
  • Alle 18-årige kvinder får et brev via digital post med tilbuddet om at komme til Forsvarets Dag og inspirationsdag for kvinder.
  • Derudover bliver der kørt kampagner for hver af de to nationale inspirationsdage for kvinder på digitale og sociale medier.

____________________________________________


Emilie
Emilie, Vordingborg

Hvorfor er du kommet i dag?
Jeg er kommet, fordi jeg fik et brev da jeg fyldte 18 år, at jeg kunne komme ind og høre om værnepligten. Det synes jeg løs virkeligt spændende og meget anderledes i forhold til hvad andre gør efter deres uddannelse.

Hvilket indtryk har du fået af Forsvaret?
Jeg har fået et rigtigt godt indtryk. Jeg synes, det har været megaspændende, men også en smule hårdt. Indtil videre har det været overskueligt og sjovt, og vi har allerede haft nogle øvelser, som har rykket mine grænser. Det var faktisk rigtigt spændende.

Kan du forestille dig at søge ind i Forsvaret?
Jeg kunne rigtigt godt finde på at søge ind i Forsvaret. Jeg synes, det har været vildt spændende, og jeg er meget nysgerrig på at finde ud af, hvordan det bliver, når man rent faktisk er en del af miljøet her. Det kunne være vildt fedt, hvis jeg kunne gennemføre værnepligten herinde, det vil jeg gerne prøve.

_______________________


Sarah
Sarah, Køge

Hvorfor er du kommet i dag?
Jeg fik en mail i Eboks og synes, at det lød meget interessant, da jeg læste om det. Jeg er i tvivl om, hvad jeg skal i mit sabbatår efter gymnasiet og synes, at det lød som en spændende mulighed at få lov til at være værnepligtig.

Hvilket indtryk har du fået af Forsvaret?
Det er superfedt at se, at der er så meget sammenhold, og at alle hjælper til og hjælper hinanden uanset køn. Den her dag går jo også ud på at finde ud af, hvordan det er at være kvinde i Forsvaret, og jeg synes, det har været virkeligt fedt indtil videre. Folk har også været flinke til at vise, hvordan de forskellige ting skulle gøres.

Kunne du forestille dig at søge ind i Forsvaret?
Jeg kunne i hvert fald godt forestille mig at tage værnepligten. Jeg ved ikke, om en hel karriere i Forsvaret vil være mig, men jeg tror det vil være en god mulighed at tage værnepligten og så tage den derfra. Så kan man også få en fornemmelse af, om det er det, man har lyst til.

_______________________


Marie
Marie, København

Hvorfor er du kommet i dag?
Jeg er kommet, fordi jeg så en reklame om inspirationsdagen på Snapchat. Jeg har været i praktik i Forsvaret to gange før, og ville gerne blive endnu klogere på, om Forsvaret er mig.

Hvilket indtryk har du fået af Forsvaret?
Det er meget strengt, men det vidste jeg godt i forvejen. Der er meget disciplin og man ved, hvad man skal. Der er klare retningslinjer, det kan jeg godt lide. Der er mange udfordringer.

Kunne du forestille dig at søge ind i Forsvaret?
Jeg ved stadig ikke hvad jeg vil, men jeg kunne godt forestille mig, at det var noget inden for Forsvaret. Jeg ved stadig ikke, om det skal være en hel uddannelse, men jeg tror godt, at jeg vil tage værnepligten.


Fotos: Thomas Reimann